Viser opslag med etiketten Ler. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ler. Vis alle opslag

onsdag den 30. april 2014

Den lille pige og billedkrukken

En tohundrede og enogtresindstyvende gang var der et eventyr, der ikke handlede om noget. Derfor besluttede eventyret, at det ville rejse ud i verden. Så fandt det måske noget mærkeligt og spændende, som det kunne bruge. Men ligegyldigt hvad eventyret fik øje på, så rystede det på hovedet: Det duede ikke. Men en dag, da eventryet stod med ryggen til og så ud over havet, gik en nysgerrig pige ind ad den dør, som ethvert eventyr har på sin ryg. Og eventryet blev så glad for pigen, at det aldrig lukkede hende ud igen.


Taget fra ”Hundrede splinternye historier”/Louis Jensen

Denne lille søde historie var baggrunden for min lerkrukke. I et tidligere indlæg kan du se, hvordan jeg arbejdede med skitser til krukken, pølsede den op og "slikkede" pigen på. Nu vil jeg vise dig lidt fra da jeg lagde glasur på, og hvordan den er kommet til at se ud efter en tur i ovnen.

Glasur skal lægges på - ikke males eller trækkes - men lægges på. Ja, med mindre man dypper hele emnet i glasuren.

Her kan du se, hvordan jeg har lagt glasur på krukken. For at man skulle kunne se bladene i bogen, brugte en en teknik der hedder intarsia. Jeg lagde sort glasur i rillerne (bladene), og da den var let tør, skrabede jeg det af, der ikke lå nede i rillerne. På den måde bliver glasuren liggende kun nede i rillerne. Derefter lagde jeg en transparent glasur over.



   
Så skulle krukken en tur i ovnen - igen. Denne gang med glasur.



Og så er det spændende!! Hvordan ser den ud når den er færdig? Er min glasur lykkedes? 

Jo, jeg synes selv, at den blev ret god. Jeg er rigtig glad for pigen :). 
Nu kan vi kun håbe, at jeg trækker rumlige billeder til eksamen, så jeg kan få hende med til eksamen :)




onsdag den 13. november 2013

Billedkrukker

Så kom det til at vi skulle lave lerkrukker. Bo ville have at vi skulle lave billedkrukker og snakken gik om hvorvidt en krukke er en krukke hvis den ikke kan indeholde noget flydende. Må der være huller i den? Det endte med at vi bestemte at det måtte der godt. Så kan man jo selv have en holdning til dét eller ej... :)

Udgangspunktet skulle være et af Louis Jensens firkantede historier. Jagten på en firkantet historie med et indhold man kunne lide gik løs. Inden længe var alle mand i gang med at lave skitser til billedkrukkerne. Skitserne blev udført i billigt rødler og vi skulle gerne lave 3 skitser. Det er meningen at også skitserne skal brændes når forløbet er overstået.



Når skitserne var færdige og vi var klar til at udføre originalen, skulle vi skifte til stentøjsler - 1154. Det har jeg aldrig arbejdet med og synes i begyndelsen at chamotten i leret var til besvær. Men jeg lærte at håndtere det og fik også hurtigt skovlen under metoden "pølseteknik" - rul en pølse læg den ovenpå en anden og gnid/grat leret sammen så man ikke kan se overgangen fra én pølse til en anden.



Mit projekt gik ud på at fremstille en bog/et eventyr hvor en lille pige går ind ad bagdøren i ryggen på eventyret. Og jeg synes selv at det gik godt. Pigen blev rigtig fin - hun er i god bevægelse på vej ind ad døren. Hun er sat godt fast med masser af slikker.


Nu mangler jeg bare "låget". Det skal se ud som nogle enkelte sider, men på en sådan måde at der stadig er plads til at putte noget i krukken.
Jeg lægger et billede ud igen når den er helt færdig.