torsdag den 8. maj 2014

Gipsgaze udsat for Niki de Saint Phalle

"Tag noget skrot - lav en figur og pak den ind i gipsgaze. Undervejs skal I digte en historie om figuren." Ja, sådan lød den første opgave og Nanna, Louise og jeg gik på med krum hals...


Senere fik vi så opgaven at male skulpturen med inspiration fra den franske kunstner Niki de Saint Phalle som laver nogle meget farverige skulpturer. Hendes palet bevæger sig mest i primær, sekundær og tertiære farver. Mere brækkede bliver de sjældent...

Her er lidt billeder af vores skulptur udsat for Niki de Saint Phalle...




onsdag den 30. april 2014

Den lille pige og billedkrukken

En tohundrede og enogtresindstyvende gang var der et eventyr, der ikke handlede om noget. Derfor besluttede eventyret, at det ville rejse ud i verden. Så fandt det måske noget mærkeligt og spændende, som det kunne bruge. Men ligegyldigt hvad eventyret fik øje på, så rystede det på hovedet: Det duede ikke. Men en dag, da eventryet stod med ryggen til og så ud over havet, gik en nysgerrig pige ind ad den dør, som ethvert eventyr har på sin ryg. Og eventryet blev så glad for pigen, at det aldrig lukkede hende ud igen.


Taget fra ”Hundrede splinternye historier”/Louis Jensen

Denne lille søde historie var baggrunden for min lerkrukke. I et tidligere indlæg kan du se, hvordan jeg arbejdede med skitser til krukken, pølsede den op og "slikkede" pigen på. Nu vil jeg vise dig lidt fra da jeg lagde glasur på, og hvordan den er kommet til at se ud efter en tur i ovnen.

Glasur skal lægges på - ikke males eller trækkes - men lægges på. Ja, med mindre man dypper hele emnet i glasuren.

Her kan du se, hvordan jeg har lagt glasur på krukken. For at man skulle kunne se bladene i bogen, brugte en en teknik der hedder intarsia. Jeg lagde sort glasur i rillerne (bladene), og da den var let tør, skrabede jeg det af, der ikke lå nede i rillerne. På den måde bliver glasuren liggende kun nede i rillerne. Derefter lagde jeg en transparent glasur over.



   
Så skulle krukken en tur i ovnen - igen. Denne gang med glasur.



Og så er det spændende!! Hvordan ser den ud når den er færdig? Er min glasur lykkedes? 

Jo, jeg synes selv, at den blev ret god. Jeg er rigtig glad for pigen :). 
Nu kan vi kun håbe, at jeg trækker rumlige billeder til eksamen, så jeg kan få hende med til eksamen :)